Ny forskning: Derfor får du det godt af at gå på biblioteket

Trivsel på Kristrup Bibliotek. Foto: Randers Bibliotek

Bibliotekerne fungerer i dag som lavintensive, højværdifulde trivselsrum, hvor mennesker oplever ro, tryghed, inspiration, tilhør, meningsfuldhed og personlig udvikling – uden forbrugspres, præstationskrav og sociale barrierer. Sådan lyder konklusionen på en ny undersøgelse af bibliotekets potentiale til at fremme menneskers trivsel.
Resultaterne af undersøgelsen blev fremlagt torsdag den 29. januar på Hovedbiblioteket i Randers.

“Bibliotekerne skaber betingelser for trivsel, som er svære at finde andre steder. For eksempel ro i en støjende verden, fællesskab uden krav til særlige forudsætninger og møder mellem mennesker uden transaktion, ” siger Hans Henrik Knoop, lektor ved Aarhus Universitet, ekstraordinær professor ved North-West University, SA og Det Nationale Videncenter for Positiv Psykologi.

Ifølge forskeren tegner undersøgelsen et markant billede af biblioteket som et af samfundets mest stabile, inkluderende og potentielt udviklingsfremmende hverdagsmiljøer.

“Resultaterne i sig selv er jo uinteressante, hvis vi ikke bruger dem til noget. Derfor er vores mål at anvende den nye viden til at forbedre vores egen praksis og skabe endnu mere trivsel for borgerne fremadrettet,” understreger projektleder Mai Kordelin Paulsen, der arbejder som litteraturformilder på Randers Bibliotek.