Sagen om EDC Trios banner på Aarhusvej viser med al ønskelig tydelighed et problem, som det nye byråd bliver nødt til at forholde sig til. Kommunen kræver, at bannere fjernes, fordi de efter sigende er “for dominerende i bybilledet”, men samtidig står kommunens egne store LED-skilte frit og lyser ud mod trafikken, mens der aktivt sælges reklameplads på dem. Det bliver meget svært for borgerne at forstå, hvorfor private aktører bliver mødt med hårde afgørelser, når kommunen selv er en af de mest synlige spillere på markedet for udendørsreklamer.
Det bliver ikke bedre af, at reglerne i forvejen er uklare. Når to næsten identiske gavle på samme vej bliver behandlet vidt forskelligt, og når en virksomhed får nej et sted og ja et andet, så mister skiltelinjen enhver troværdighed. Kommunens egen udvalgsformand erkender endda, at det er svært at forklare reglerne. Når myndigheden selv har svært ved at gennemskue sin egen praksis, hvordan skal borgerne så kunne det?
Tante Olgas sag ligger i præcis samme kategori. Også her blev der slået hårdt ned på skiltning og udsmykning, selvom den på ingen måde var mere skæmmende end meget af det, kommunen selv har stående rundt omkring. Fælles for begge sager er, at det ikke virker som en neutral forvaltning af regler, men som tilfældig og uens håndhævelse, hvor borgere og virksomheder aldrig helt ved, hvad der egentlig gælder.
Når kommunen både er myndighed og kommerciel aktør, kræver det en ekstra grad af fairness. I Randers oplever vi det modsatte. Der reageres hurtigt og kontant på borgeres og virksomheders bannere, mens kommunens egne reklamesøjler fortsætter uden diskussion. Det efterlader et indtryk af, at der værnes mere om kommunens indtægter end om lige behandling. Der er brug for en fuldstændig og gennemskuelig skiltepolitik, som gælder ens for alle, og som ikke kan forveksles med konkurrenceforvridning. Indtil kommunen får styr på det, vil sager som dem om EDC Trio og Tante Olga blive ved med at rejse det samme helt rimelige spørgsmål: Har Randers Kommune travlt med at beskytte bybilledet eller travlt med at beskytte sit eget reklamesalg?
Af Lars Rytter Sørensen