Kommunerne skal få mere fokus på ældreboliger

Om 15 år stiger antallet af ældre over 80 år markant i flere østjyske kommuner.

I Randers forventes en stigning på 50 procent.

Det viser nye tal fra Dansk Industri.

Nu understreger DI Østjylland, at kommunerne allerede nu skal planlægge og prioritere flere ældreboliger og plejehjem, og peger på private friplejehjem som en mulig løsning.

Ifølge DI kan det aflaste kommunernes anlægsbudgetter og samtidig give flere valgmuligheder til de ældre.

I Randers findes allerede et friplejehjem, og der arbejdes på at få flere.

DI opfordrer kommunalpolitikerne til at bruge kommunalvalget til at fortælle, hvordan de vil løse udfordringen med flere ældre og plejepladser.