Syv års fængsel for skud mod rockerklubhus i Randers sidste år

En 28-årig mand er i dag fredag blevet idømt syv års ubetinget fængsel for at have deltaget i et skyderi mod Hells Angels’ daværende klubhus i Randers sidste år. Den 28-årige, der på gerningstidspunktet havde relationer til bandegrupperingen Loyal To Familia, blev desuden idømt forbud mod at opholde sig i Randers Kommune fem år efter, at han har afsonet dommen.

Det var natten til den 23. januar sidste år, at der blev affyret mindst tre skud mod klubhuset med en automatriffel. Der var ingen til stede i bygningen, og ingen kom noget til ved episoden.

I september 2025 tilstod en 23-årig mand, at han havde været med til skyderiet, og han blev idømt seks et halvt års fængsel. Fredag valgte den 28-årige mand også at erkende, da han stod i Retten i Randers.

Det var skærpende, at skuddene fandt sted på et offentligt tilgængeligt sted, og at gerningen var egnet til at fremkalde en konflikt mellem to grupperinger. Desuden er den 28-årige tidligere dømt for besiddelse af våben i det offentlige rum. Til gengæld blev straffen nedsat, fordi han valgte at tilstå.

Der sidder fortsat en mand varetægtsfængslet i sagen.