Store ændringer på vej efter direktør-fyring

Der kan være store forandringer på vej i ledelsen af Randers Kommune, skriver Randers Amtsavis.

Det er vurderingen, efter direktøren for udvikling, miljø og teknik, Jens Heslop, blev fyret i denne uge på grund af Nordic Waste-sagen.

Inden længe forventes en konstitueret direktør, men på længere sigt kan politikerne vælge at ændre forvaltningernes opbygning eller reducere antallet af direktører som led i planlagte million-besparelser.

Beslutningen om fremtidens struktur i forvaltningerne og udvalgene ventes først truffet af det nye byråd efter valget 18. november.

Derfor kan et genopslag af direktørstillingen først ske i det nye år, skriver avisen.