Randers FC Holding A/S kommer ud af det seneste regnskabsår med et solidt overskud på godt fem en halv million kroner – trods et forventet minus på op til fire millioner.
Det kom frem på klubbens generalforsamling i går.
Overskuddet skyldes blandt andet spillersalg og en Top 6-placering i Superligaen.
Ifølge bestyrelsesformand Svend Lynge Jørgensen viser resultatet, at klubben drives ansvarligt og har styr på økonomien.
Klubben har samtidig investeret i nye spillere og forventer et underskud på fire til seks millioner i det kommende regnskabsår.