Efter fire superliganederlag i træk fik Randers FC alle tre point i Sønderjylland i går aftes, da de kronjyske gæster vandt 1-0 over Sønderjyske i Superligaen.
De to mandskaber gik ind til opgøret med vidt forskellige stimer i bagagen.
Modsat Randers-holdets pointkrise lå oprykkerklubben Sønderjyske på en solid femteplads efter at have snuppet to sejre i træk.
Men nu er Randers på syvendepladsen med 10 point. Samme point-tal har Sønderjyske også, men på sjette-pladsen med bedre målforskel.
Begge hold kan dog blive overhalet, efterhånden som weekendens kampe i Superligaen bliver spillet.