Midttrafik indsætter gratis busser til Royal Run

Det bliver både nemt og gratis at komme til Royal Run i Randers den 25. maj.

Midttrafik indsætter ekstra busser, og alle kan køre gratis med bybusser, lokale og regionale ruter hele dagen. Op mod 20.000 deltagere forventes at fylde gaderne i midtbyen, hvor flere veje vil være spærret.

Derfor anbefales det at lade bilen stå. Busserne vil køre ad ændrede ruter, som kan ses på Midttrafiks hjemmeside.

Samtidig gør trafikselskabet opmærksom på, at rejsegarantien ikke dækker forsinkelser eller aflysninger, der skyldes Royal Run.