Mand fængslet fire uger efter røveriforsøg i Kolind

En 45-årig mand er ved Retten i Randers blevet varetægtsfængslet i foreløbigt fire uger.

Han er sigtet for røveriforsøg mod et apotek i Kolind onsdag kort før middag, da han kom ind på apoteket med en pistollignende genstand.

Han blev anholdt omkring en time senere på en adresse i byen.

Den 45-årige er også sigtet for telefoniske trusler mod ansatte i et lægehus onsdag formiddag

Han nægter sig skyldig og kærede kendelsen til landsretten med påstand om løsladelse.