Holdet bag dokumentaren “Mr. Nobody Against Putin” er “fuldstændig overlykkelige” for at have modtaget en Oscar natten til mandag.
Det fortæller Helle Faber, som har været med som producer på filmen.
Hun tror, dokumentaren vandt, fordi dens tema taler ind i en dagsorden, man genkender i mange lande.
– Der er krig mange steder, der er stærke mænd, som vil dominere deres befolkninger, og vores demokratier er under pres. Ikke kun i Rusland, men også i USA, siger Faber, der er opvokset i Langå.