Kommunen skal lokke flere unge til stemmeurnerne

Unge i Randers stemmer markant mindre end gennemsnittet, og det vil SF og Liberal Alliance i byrådet nu gøre noget ved.

De to partier har fået Byrådets opbakning til, at forvaltningen i Randers kommune skal komme med forslag til, hvordan kommunen kan få flere unge til stemmeurnerne ved kommunalvalget til november.

Blandt andet skal der ses på muligheden for at stemme på uddannelserne – fx at brevstemme.

Partierne foreslår også muligheden for gratis offentlig transport på valgdagen.

Ifølge Dansk Ungdoms Fællesråd, DUF, vælger mange unge valget fra, fordi de ikke bryder sig om at stemme alene.