Kommunal garanti for tre-cifret millionbeløb til Verdo

På et møde i går godkendte et enigt Randers Byråd en kommunal lånegaranti på ikke mindre end godt 105 millioner kroner til forsyningsselskabet Verdo Varme A/S.

Garantien skal Verdo Varme bruge til at skal udvide fjernvarmenettet til over 700 boliger i Spentrup.

Efter planen skal 92 procent af boligerne være skiftet til fjernvarme indenfor fire år.

Garantien fra Randers Kommune til Verdo Varme gælder i 30 år.

Det var økonomiudvalget, der havde sendt den endelige beslutning om milliongarantien videre til afgørelse i byrådet.