I denne uge starter arbejdet på Århusvej i forbindelse med kloaksepareringsarbejdet i Vorup. Og ved besøg torsdag aften er det ret tydeligt, at der er dømt kaos for trafikken i 6 uger.
Den korte version er, at Århusvej stort set vil sande til på flere tidspunkter af døgnet, og det måske er at foretrække, at sætte sin GPS til for at se, hvad den nu foreslår af omveje.
Randers Ugeavis var forbi torsdag aften og kunne ved selvsyn se, at fodgængere ikke forstod skiltningen, men pludseligt gik på kørebanen, og der var knapt nok plads til rute 118 Århus – Randers bussen på metalpladerne. Der er i hvert fald dømt langsom trafik og spærrede sideveje.
Pga. forsinkelser af nogle tilladelser fra en myndighed til en anden er arbejdet først opstartet nu, hvilket man som borger godt kan undre sig over – det havde måske været rart at få klaret henover sommerferien og ikke med start ved indgangen til Randers Festuge og opstart af arbejde igen efter ferien.
De mange trafikomlægninger for lastbiler, busser, biler, fodgængere og cyklister kan ses på Vandmiljø Randers hjemmeside på dette link https://www.vmr.dk/viden-om/her-arbejder-vi/kloakarbejde-i-aarhusvej, og så kan vi alle glæde os over, at formålet i sidste ende er at sikre et bedre vandmiljø i Gudenåen og Randers Fjord samt en bedre vandrensning.