Romalt Kultur- og Forsamlingshus skruer op for julestemningen torsdag den 20. og lørdag den 22. november.
Der er tre store pengepræmier og masser af sponsorpræmier på spil, når dørene slås op til Romalt Aktivitetshal torsdag den 20. november klokken 17.00. Bankospillet begynder klokken 18.30, og fra klokken 16 er der mulighed for at købe mad og drikkevarer i cafeen samt forsyne sig med spilleplader, inden det går løs.
Der er plads til 350 i hallen, og der plejer at være fuldt hus, så formanden for kultur- og forsamlingshuset, Gert Rishøj, opfordrer til, at man kommer i god tid, hvis man gerne vil sidde flere sammen.
Lørdag den 22. november klokken 10-16 rykker bestyrelsen ovenpå i egne rammer med den traditionsrige julestue i kultur- og forsamlingshuset. Der kan købes fine hjemmelavede juleting, mange fra lokale aktører, julemanden kommer forbi flere gange i løbet af dagen, og der er travlhed i køkkenet, hvorfra der trakteres med friskbagte æbleskiver, gløgg og risalamande.
Endelig er der chance for at få fine gevinster med hjem fra tombolaen med masser af flotte sponsor-gaver.
Overskuddet fra såvel bankospil som julestue går til forbedringer i kultur- og forsamlingshuset, begge dele finder man på adressen Romalt Boulevard 28.