Siden fredag har der været forbud mod at drikke vandet fra Floes Vandværk ved Randers.
Det skyldes et højt niveau af tungmetallet uran.
Fundet vækker opsigt hos Søren M. Kristiansen, der er forsker på Institut for Geoscience på Aarhus Universitet.
– Det er usædvanligt. Jeg har ikke hørt om, at vi har haft så store koncentrationer uran før, siger han til TV 2 Østjylland.
I Floes fandt man 44 mikrogram uran per liter. Grænseværdien er 10 mikrogram per liter.
Det er relativt nyt, at man tjekker drikkevandet for uran i Danmark.
Først siden juli 2024 har uran været blandt de stoffer, man tester for.