Har du lyst til at søge i din families unikke historie? Eller måske er du allerede i fuld gang, men er kørt fast og mangler hjælp til at komme videre med slægtshistorien.
Så er der hjælp at hente hos medlemmerne fra Slægts- og Egnshistorisk Forening, når de besøger Randers Stadsarkiv torsdag den 5. februar klokken 13-15 og stiller deres ekspertise til rådighed for alle.
Kig indenfor og få gratis hjælp, råd, tips og tricks til, hvordan du kommer videre med at søge.
Der skal ikke ske tilmelding.
”Du kan spørge om hvad som helst angående din families historie, uanset om det drejer sig om udlagte barnefædre, teksttydning eller noget helt tredje. Du bliver også præsenteret for gode websider eller særlige kildetyper, som kan hjælpe dig tættere på dit mål,” forklarer arkivar på Randers Stadsarkiv, Mathilde Storvang.
”Sidste gang vi afholdt et lignende arrangement, var det meget populært, så du kan risikere at skulle stå i kø. Men alle, der møder op, skal nok få hjælp af de erfarne slægtsforskere på den ene eller anden måde,” lover arkivaren.