Debat: Vores sundhedspleje skal styrkes

Vi står midt i en af de største forandringer af sundhedsvæsenet i mange år. Med sundhedsreformen har vi fået en historisk mulighed for at skabe et mere nært og sammenhængende sundhedsvæsen.

Men hvis vi for alvor vil lykkes, skal vi turde flytte fokus.

Jeg har gennem mange år arbejdet politisk med sundhed – både kommunalt og regionalt – og én ting står klart: Jo tidligere vi sætter ind, desto bedre resultater skaber vi. Både for det enkelte menneske og for samfundet.

Derfor er det positivt, at reformen styrker patientrettighederne og giver flere muligheder for frit valg. Det er vigtigt, at man som borger oplever, at systemet er til for én – og ikke omvendt.

Men sundhed handler om mere end behandling. Det handler i høj grad også om forebyggelse og trivsel.

Alt for mange børn har i dag udfordringer, der kunne være opdaget og håndteret tidligere. Derfor bør vi styrke den tidlige indsats. Mange børn møder sjældent sundhedsvæsenet i perioden imellem det afsluttende besøg af sundhedsplejen ved omkring 10 måneders alderen, og til at de starter i skolen.

Og det er lang tid i de formative år!

Det vil være til står gavn for både børn og forældre at få et tilbud om et besøg af sundhedsplejen midt imellem de to perioder. Det vil give mulighed for at opdage udfordringer i tide og kunne støtte både børnene i deres udvikling og forældrene i deres forældrerolle. Og det vil kunne give børnene en bedre start i grundskolen.

Jo tidligere vi handler, desto bedre lykkes vi med en højere trivsel.

Af Louise Høeg
Folketingskandidat for Venstre