Randers Kommune bør hurtigst muligt udnytte den nye lovgivning, der giver mulighed for at stille krav om, at op til 25 % af nye boligområder opføres som ejerboliger. Det gælder især rækkehuse og lejligheder, hvor balancen mellem eje og leje i dag er skæv.
Hvis Randers vil være en attraktiv kommune i fremtiden, er det nødvendigt at tænke langsigtet i boligpolitikken. Flere ejerboliger giver større stabilitet i boligområderne, mere lokalt engagement og et stærkere fællesskab. Samtidig mindsker det risikoen for, at ejendomsspekulanter tæppebomber nye områder med lejeboliger.
I dag ser vi, hvordan en stor andel lejeboliger kan føre til øgede udgifter for kommunen i form af højere boligsikring. Det er penge, der i stedet kunne bruges på velfærd, skoler og ældrepleje. Ved at stille klare krav til boligudviklingen kan kommunen tage styring i stedet for at lade kortsigtede økonomiske interesser dominere.
Den nye lovgivning er et redskab – nu mangler kun den politiske vilje til at bruge det. Hvis Randers vil forme sin egen fremtid, bør kommunen handle nu.
Af Erik Bo Andersen