Hvor bliver jeg glad, når en journalist laver en artikel med udtalelser fra en professor og en ekspert, som rammer spot on på et kæmpe problem i Randers. Det skete i dagens JP 14.10.2025 skrevet af Emil Weis.
Professor Ellen Braae fra Københavns Universitet rammer plet med sine udtalelser i artiklen i JP når hun spørger:
Hvem er væksten egentlig for? Og hun stiller mange andre relevante problemstillinger op som kræver en seriøs debat.
I Artiklen i JP, uden egentlig at sige noget, kommer Jan Gehl, som jo er udpeget som ekspert i kvalitetsrådet i Flodbyen, men som ikke har været spurgt om Bryggertårnet, til at give en syngende lussing, ved at henvise til en tidligere udtalelse i politikken.
Hvornår har man så tænkt sig at lytte?
_____________________________________________________________________________
Vækst som tro – ikke som strategi
Flodbyen er blevet mere end et byudviklingsprojekt.
Den er blevet et politisk mantra – en trosbekendelsessætning om, at det netop KUN er Flodbyen, der kan/skal “redde hele kommunen.”
Men når vækst bliver et spørgsmål om tro frem for fakta, forvandler politik sig til selvbedrag.
Og her nærmer vi os fortællingen om Kejserens nye klæder.
For hvor H.C. Andersen skrev om en kejser, der blev narret til at tro, han bar de smukkeste klæder vævet af usynligt stof, står Randers nu i en fortælling, hvor klæderne er syet af endnu stærkere usynlig tråd.
Ingen tør sige det højt, men alle kan se det: Forudsætningerne holder ikke.
Borgmester og viceborgmester holder fast i fortællingen – for at indrømme fejlene ville være at indrømme, at vækstens glansbillede aldrig havde bund.
Professorens kritik – og tavshed fra byens top
Braae peger på det grundlæggende paradoks: Kommunerne har i dag en dobbeltrolle – de er både myndighed og markedsaktør. De skal godkende, regulere og samtidig tjene på de projekter, de selv fremmer.
I Randers betyder det, at kommunaldirektører og vicekommunaldirektører sidder i bestyrelsen for arealudviklingsselskabet, der står bag Flodbyen. Samtidig udfører kommunale medarbejdere arbejde for dette selskab – betalt af borgernes skattekroner.
Det er en konstruktion, der gør det svært at skelne mellem almennyttigt ansvar og økonomisk egeninteresse.
En viceborgmester uden stemme
Midt i denne virkelighed står 1. viceborgmester Claus Berggren (V) – formand for Erhvervs- og Planudvalget, det politiske centrum for kommunens udviklingsstrategi.
Han burde være manden, der tager samtalen. Den, der stiller spørgsmål, når virkeligheden ikke matcher planerne.
Men når han bliver spurgt, vil han ikke udtale sig.
Han henviser til borgmesteren.
Det er bemærkelsesværdigt. For netop Erhvervs- og Planudvalget er der, hvor Flodbyen bliver besluttet, reguleret og realiseret.
Når formanden for dette udvalg vælger tavsheden, må man spørge:
Skyldes det loyalitet? Frygt for at sige det åbenlyse? Eller erkendelsen af, at argumenterne for længst er løbet tør?
For tavshed er ikke tomhed. Tavshed er en besked.
Den fortæller, at der ikke længere er politisk mod til at kalde problemerne ved navn.
Og borgmesteren gentager fortællingen om “byudvikling” og “urbane miljøer”, som om den økonomiske virkelighed ikke har ændret sig.
Men netop dér falder han i det hul, som professoren allerede har gravet: Et hul mellem politisk fortælling og faktiske forudsætninger.
Jan Gehl advarede for længst
Professor emeritus Jan Gehl, en af Danmarks mest indflydelsesrige byplanlæggere, har i årevis advaret mod højhusenes ureflekterede fremmarch. I sin kronik “Drop nu de højhuse i København. De er overflødige og skader bylivet” (Politiken, 2018) mindede han os om, at vi har været her før.
“Vi har set det før. I 1960’erne og 70’erne, da montagebyggeriet var nyt, blev der også bygget højt mange steder… Der blev forsket og fremlagt resultater, der dokumenterede en række uheldige virkninger af højhusbyggeriet… Højere byer blev hverken bedre eller billigere byer,” skrev Gehl.
Hans ord gælder ikke kun København, men i høj grad også Randers. De høje bygninger, som skulle signalere fremskridt, risikerer i stedet at skabe afstand – både fysisk og socialt – i byer, der har brug for sammenhæng, ikke symbolpolitik.
Alligevel vælger Randers at fortsætte med højhusprojekter som Bryggen, selvom kvalitetsrådet – hvor netop Jan Gehl sidder – ikke blev inddraget i beslutningen. Det vidner om, at tempo og investeringer vejer tungere end kvalitet og omtanke.
Når vækstens fortælling bliver et eventyr
Der blev lagt store ord frem, da visionerne for Flodbyen blev lanceret. En ny, moderne bydel ved vandet – symbolet på et Randers i fremgang. En fortælling om lys, luft og liv, der skulle tiltrække 800 nye borgere hvert år frem til 2045.
Men her, hvor vi står i 2025, er virkeligheden en anden. Befolkningsvæksten er ikke bare stagneret – den er langt under halvdelen af det forventede. Alligevel fortsætter udbygningsplaner deres dans langs Gudenåen, mens de politiske fortællinger gentages med en næsten rituel ihærdighed.
Randers er langt fra alene. I Aarhus, Viborg og Silkeborg er højhuse blevet en del af en ny symbolpolitik, hvor højde forveksles med udvikling.
Men som Ellen Braae siger: “Man bliver ikke moderne af at bygge et højhus.”
Når byer forsøger at konkurrere om opmærksomhed gennem tårnhøje byggerier, mister de let grebet om det, der skaber livskvalitet – byens menneskelige skala, dens tilgængelighed, dens særlige identitet.
Og mens investorerne regner på kvadratmeter, står borgerne tilbage i skyggen – bogstaveligt talt. For højhusene skaber både vindgener, skygge og social afstand, og de økonomiske gevinster havner sjældent hos dem, der skal leve med konsekvenserne.
Som Braae kalder det: “Money making machines – men pengene ender ikke hos lokalbefolkningen.”
Kommunens dobbeltrolle kræver mod til selvransagelse
Det, Randers nu har brug for, er ikke flere glasfacader og brandingbrochurer. Det er ærlighed.
Ærlighed om, at de oprindelige forudsætninger for Flodbyen ikke holder.
Ærlighed om, at væksten, man har budgetteret med, ikke kommer af sig selv – og måske slet ikke kommer.
Ærlighed om, at kommunens dobbeltrolle som både bygherre og myndighed er uholdbar på sigt.
For når udviklingsstrategi og økonomisk selvforståelse smelter sammen, risikerer vi at glemme, at byplanlægning først og fremmest handler om mennesker, ikke markedsandele.
Tid til at standse op
Det er på tide at standse op og se på de bristede forudsætninger.
Tid til at spørge, hvem væksten egentlig er for – og hvem der ender med regningen.
Tid til at genvinde troværdigheden som kommune og som by.
Højhuse og Flodbyer kan godt bygges, men kun hvis de bygger på virkelighed, ikke ønsketænkning.
Som Jan Gehl og Ellen Braae begge viser: Den by, der virkelig vokser, er den, der tør tænke langsigtet, menneskeligt og ærligt.
For i sidste ende er det ikke højden på bygningerne, men højden på vores ansvar, der afgør, om Randers kan kalde sig en by i vækst.
Af Erik Bo Andersen
Østbroen