Debat: Ansvarlig politik er ikke udviklingsfjendtlig

Østbroen bliver igen og igen beskyldt for at være imod udvikling. Det er blevet en fast del af visse politikeres manuskript – som en grammofonplade, der spiller den samme slidte sang. Problemet er bare, at det ikke er sandt. Gentagelsen gør det ikke mere rigtigt.

Vi bliver beskyldt for at ville bremse alt, for at være imod fremskridt og for kun at tænke på os selv. Det er en trist og nedladende debatstil, der desværre siger mere om dem, der angriber, end om os, de forsøger at ramme.

Men lad os se på fakta.
Østbroen har sagt nej til to lokalplaner:

  1. Nordic Waste, hvor vi netop advarede om store risici – både juridiske og økonomiske.
    Da vi sagde nej, var det ud fra ansvarlighed. Og vi fik ret: Havde flertallet lyttet, kunne kommunen have undgået en sag, der nu har kostet millioner af skattekroner.
  2. Neptunvej, hvor lignende hensyn gjorde sig gældende.

Derudover har vi kritiseret lokalplanen for Bryggertårnet, fordi den strider imod gældende regler og kvalitetskrav for Flodbyen. Den plan er i øvrigt stadig kun i høring.

Og naturligvis siger vi nej til en altødelæggende Klimabro, som intet hjælper, og som Kommunen slet ikke har råd til.

Personligt har Erik Bo Andersen også hjulpet en borger med en klage over et ulovligt støjværn i Sporbyen – en sag hvor Planklagenævnet gav medhold. Det var ikke Østbroen, men en støtte til en borger i kampen for lovlighed.

Fælles for alle disse sager?
De havde noget ulovligt, uforsvarligt eller uigennemtænkt i sig. Det kalder vi ansvarlighed – ikke modstand mod udvikling.

Og mens vi nu kigger hinanden i kortene:
Hvem var det, der stoppede lokalplanen for Dronningborg Maskinfabrik?
Hvem bremsede Lokalplan 742?
Hvem har skrevet ind i budgetaftalen, at der ikke må ske mere udvikling i Dronningborg?
Hvem insisterer på, at kommunen kun må vokse langs motorvejen?
Hvem ville ikke analysere trafikken på indfaldsveje ind til Randers?
Hvem sagde nej til klimasikring af havnen?
Hvem sagde nej til en ny erhvervsstrategi?
Hvem sagde nej til at starte med Østbroens ringforbindelse fra Udbyhøjvej mod Hobrovej?

Det var ikke Østbroen…. så hvem er det, der stopper en udvikling?

Det klæder ikke dem, der selv bremser udvikling, at pege fingre ad Østbroen.

Vi siger ikke nej for at sige nej. Vi siger nej, når det er nødvendigt – og vi siger ja, når det er ansvarligt.
Det burde være en fælles politisk ambition

Borgerlisten Østbroen