Byvandring i Randers’ middelalderlige befæstning

I 1928 var det St. Voldgade, der kom under arkæologernes lup. Foto: Museum Østjylland

Onsdag den 17. juni klokken 15-16 kan du komme med på en byvandring, hvor arkæolog Thomas Guntzelnick Poulsen vil dykke ned i den spændende historie om Randers´ middelalderlige befæstning.

Turen går gennem Randers’ gamle gader, og her får du historien om de palisader, volde, grave og bymure, som siden 1100-tallet har omgivet og beskyttet byen. Se steder, hvor sporene efter befæstningen stadig kan anes i de nuværende gadenavne. Få også indblik i både de arkæologiske fund og de historiske kilder, der tegner billedet af middelalderens Randers.

På byvandringen hører du også om byens udvikling fra de tidligste forsvarsanlæg til de kraftige mure og porte, som var en vigtig del af Randers i senmiddelalderen.

Samtidig sætter Thomas Guntzelnick Poulsen fokus på de mange spørgsmål, som fortsat er ubesvarede. Det er blandt andet overvejelserne om, hvor i Randers den borg, som Valdemar Atterdag ifølge krønikerne lod opføre, lå – en borg, der stadig ikke med sikkerhed er fundet.

Billetter kan købes på museumoj.dk