Tag med på en spændende og oplysende byvandring gennem middelalderens Randers. Se centrale steder og hør arkæolog Thomas Guntzelnick Poulsen fortælle om, hvordan Randers udviklede sig fra at være et strategisk vadested over Gudenåen til at blive en af Jyllands mest betydningsfulde købstæder.
Byvandringen fører dagens deltagerne gennem 1.000 års byhistorie og fokuserer på Randers’ rolle som handelsby og håndværkscentrum. En position, som byen – noget usædvanligt – havde uden at være hjemsted for en biskop.
”I modsætning til mange andre middelalderbyer i Danmark udviklede Randers sig nemlig ikke omkring et bispesæde. Byen voksede på baggrund af sin geografiske placering, velstand og stærke forbindelser til både det regionale og det internationale netværk,” forklarer Thomas Guntzelnick Poulsen.
Turen går forbi de ældste bebyggelsesspor, byens befæstninger, flere sognekirker og det gamle benediktinerkloster. På vandringen rundt i byen får du et levende indblik i det religiøse og verdslige byliv i middelalderen.
”Gennem arkæologiske fund og skriftlige kilder tegner jeg et billede af en by, der allerede i sen vikingetid begyndte at spille en vigtig rolle som transport-knudepunkt. En by, som i senmiddelalderen kunne fremvise både ekspansion og prestigefyldte bygninger,” fortæller arkæologen.
Byvandringen kommer også ind på fortællingen om Randers’ internationale forbindelser – først mod nord til Norge og senere mod syd til hansestaden Lübeck. Du får blandt andet historien om, hvordan byen blev en vigtig aktør i både det nære jyske handelsnet og i det bredere europæiske samspil.
Middelalder-byvandringen foregår tirsdag den 20. maj klokken 14-15.30, og billetter kan købes på museumoj.dk