En 34-årig mand brugte en stor del af sin søndag i politiets varetægt, da han blev taget i flere forskellige lovovertrædelser i løbet af dagen.
Først var han involveret i et færdselsuheld på Anemonevej i Randers NØ, hvor han blev anholdt og sigtet for at have stjålet bilen fra en bekendt og for at køre uden førerret. I bilen lå der et bat og nogle ulovlige piller, og derfor blev han også sigtet for overtrædelse af våbenloven og besiddelse af euforiserende stoffer.
Han blev desuden sigtet for sprit- og narkokørsel og fik foretaget en blodprøve, inden han blev løsladt.
Nogle timer senere blev han dog anholdt på ny. Klokken 17.05 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en mand gik rundt og bankede på ruder og døre på flere huse på Hadsundvej i Randers NØ.
Da politiet kom frem, traf de den 34-årige mand, der gik og råbte højlydt.
Han blev anholdt og sigtet for forsøg på indbrud og for fornærmelig tiltale mod en polititjenestemand.
Det viste sig, at han kort før rudebankeriet havde været i et supermarked i nærheden af Hadsundvej, og her havde han stjålet flere varer. Det gav derfor en ekstra sigtelse – denne gang for butikstyveri.