Ved årsskiftet overgår de nuværende kommunale akutteams og midlertidige pladser fra Randers, Favrskov, Norddjurs og Syddjurs Kommuner til afdelingen Borgernær Sundhed på Regionshospitalet Randers. Herefter bliver det hospitalets opgave at stå for driften af det, der bliver til akutsygepleje og 112 sundheds- og omsorgspladser.
De seneste måneder har regionen og kommunerne forhandlet om rammer og vilkår for overdragelsen, hvor det meste er skrevet ind i de delingsaftaler, der nu er endeligt godkendt i både byråd og regionsråd.
Kun den del af Randers Kommunes bygninger på Svalevej i Assentoft, der indtil nu har været døgngenoptræning, er skrevet ind i delingsaftalen og overgår dermed til hospitalet.
De øvrige lokationer bliver i første omgang lejeaftaler mellem hospitalet og de fire kommuner, og her er det endnu ikke alle aftaler, der er faldet helt på plads.