Ældste skulptur i Randers udsat for hærværk og tyveri

Foto: Randers Kommune

På Skovbakkens plæne stod byens ældste skulptur, en buste af kong Frederik den VII. I dag tirsdag er skulpturens granitsøjle fundet væltet og busten af bronze er væk.

“Jeg er både vred og trist. Randers har mange fine skulpturer, og det her er den ældste. Det er et kunstværk og et stykke kulturhistorie, som tilhører os alle,” siger Louise Høeg, formand for Sundheds-, idræts- og kulturudvalget i Randers Kommune.

Det præcise tidspunkt for hærværket og tyveriet kendes ikke. Det kan være sket i weekenden. Medarbejdere fra kommunens tekniske afdeling er for tiden ude for at se til alle byens skulpturer og opdagede mandag 28. april situationen.

“Medarbejdere i forvaltningen har søgt i hele området i håb om, at busten måske var kastet ind i et buskads, men desværre er den ikke blevet fundet. Vi betragter det derfor både som hærværk og tyveri. Hvis nogen får en bronzebuste tilbudt til omsmeltning, eller hvad man kan finde på, så er der tale om tyvekoster. Vi vil meget gerne have busten tilbage og forsøge at reparere, hvad der er blevet beskadiget,” siger Louise Høeg.

Der er tale om en fin skulptur, som blev afsløret i 1863 og er lavet af den danske billedhugger Herman Wilhelm Bissen. Han er ophavsmand til flere store skulpturer i Danmark.

Frederik VII var den konge, der underskrev Danmarks nye grundlov i 1849 Skulpturen er derfor et værk, der vidner om den historiske milepæl med grundlovens indførelse i 1849.

“Busten blev placeret på Skovbakken og har givet en ekstra dimension til alle de grundlovsmøder, der er blevet afholdt på Skovbakken gennem tiderne og vidner om fællesskabet i vores moderne samfund. Det er vigtigt, at også vores eftertid kan få glæde af historiens vingesus,” siger Louise Høeg.