Energistrategi Randers blev vedtaget af Randers Byråd på mødet den 31. marts 2025, og dermed har Randers Kommune sat et ambitiøst mål om at være selvforsynende med grøn energi og have opnået klimaneutralitet inden 2045.
Målet om klimaneutralitet betyder, at udledningen af drivhusgasser skal reduceres, og resten skal kompenseres gennem et tilsvarende optag af CO2. Noget som er muligt i kraft af kommunens geografi og stedbundne ressourcer.
I forhold til målet om at blive selvforsynende med grøn energi sætter den nye energistrategi retning på udbygningen af den vedvarende energi. Ønsket er blandt andet at opnå mere lokalt ejerskab og værdiskabelse for lokalsamfundene, så der kommer balance mellem gener og gevinster. At arealforbruget til VE-anlæg skal minimeres mest muligt, og at industritage skal bruges til solceller.
Byrådets vedtagelse af energistrategien betyder også, at Randers Kommune nu genoptager den politiske behandling af sagerne om energianlæg ved Overgaard/Sødring, Dalbyneder og Purhus. Tilbage i 2022 satte byrådet gang i processen, der kan skabe Danmarks største energianlæg på land. Men projekterne, der bl.a. omfatter solcelleparker på i alt over 1500 hektar, har afventet energistrategien og derfor ligget stille i en periode.
Nu skal politikerne på baggrund af fordebatten tage stilling til ønskede ændringer i projekterne og den videre proces.
Sagerne om energianlæggene ved Overgaard/Sødring, Dalbyneder og Purhus bliver først behandlet i erhvervs- og planudvalget på mødet den 3. april 2025, og derefter bliver de endeligt behandlet af byrådet på mødet den 28. april 2025.