Den lokale svømmeklub Swimteam Neptun leverede flotte resultater ved de danske juniormesterskaber i svømning på kortbane i København.
Randersklubbens tre svømmere satte personlige rekorder i Bellahøj Svømmestadion, men især 15-årige Laust Agergaard imponerede.
Som førsteårs junior svømmede han sig i fem A-finaler og vandt tre sølv- og to bronzemedaljer – samtidig med at han satte fem klubrekorder.
Og som prikken over i’et kvalificerede han sig til de Nordiske Juniormesterskaber i Vilnius i december. En historisk præstation for både Laust og Swimteam Neptun.