I den kommende sæson skal Vorup FBs hovedforening stå for driften af Randers Skøjtebane på Jens Otto Krags Plads. Tidligere har Underværket varetaget opgaven, men på grund af Underværkets økonomiske situation er det ikke muligt i år
“Jeg er glad for, at Vorup FB har lyst til at tage opgaven på sig. Skøjtebanen er en fast del af vinteren i Randers midtby, og den er med til at skabe liv og gode oplevelser for både børn og voksne. Med aftalen sikrer vi, at traditionen kan fortsætte i år,” siger Erik Bo Andersen, formand for Sundheds-, Idræts- og Kulturudvalget.
Aftalen mellem Randers Kommune og Vorup FB gælder i den kommende sæson, og skøjtebanen gøres nu klar, så randrusianerne igen kan finde skøjterne frem og tage en tur på isen. Skøjtebanen vil efter planen være åben frem til og med vinterferien i uge 7.