Ved skoleårets første møde i Randers Fælleselevråd var elevrådsrepræsentanter fra kommunens folkeskoler samlet på Kaosambasaden i Randers for at tage hul på et nyt år med elevdemokratisk arbejde.
Her blev Zafira Brandstrup Hou fra 9. klasse på Langå Skole valgt som ny formand, mens Lena Julia Jegerska fra 9. klasse på Nørrevangsskolen blev valgt som næstformand.
Formandskabet består desuden af Alfred Greve Mogensen fra 6. klasse på Havndal Skole og Børneby og Signe Mailund Eriksen fra 6. klasse på Hornbæk Skole.
“Det bliver spændende at få ansvaret for at repræsentere eleverne. Jeg brænder især for at hjælpe de elever, der har det svært. Det tror jeg blandt andet, vi kan gøre ved at hjælpe de lokale elevråd med deres arbejde,” siger Zafira Brandstrup Hou.