Da Gustav Mahler komponerede sin fjerde symfoni, så han for sig, at den ville skaffe ham nye lyttere, da den var lettere end hans tidligere værker i både tone og temaer. I stedet skabte musikken en regulær shitstorm ved premieren i år 1900.
Randers Biblioteks klassiske lytteklub har værket på programmet i september-udgaven, og bibliotekets musikformidler Mik Stegger fortæller:
“Mahlers vante tilhørere reagerede meget negativt på et værk, der blev beskrevet som barnligt, naivt og tyndbenet af anmelderne. At fjendtlige følelser omkring Mahlers jødiske afstamning desuden blev trukket ind i datidens nedsabling af musikken, gjorde hele dens modtagelse til en virkelig ufin affære.”
Klub Klassisk finder sted mandag den 28. september i Kulturhusets sal, og Mik Stegger introducerer til Gustav Mahler og symfonien på en måde, hvor alle kan være med.
Det er gratis at være med, men tilmelding er nødvendig via Randers Biblioteks hjemmeside.