Penge til vandtårnet i Langå

Landdistriktsudvalget i Randers har godkendt 140.000 kroner til et forprojekt for det historiske vandtårn i Langå.

Forprojektet skal afklare, hvordan vandtårnet kan restaureres og åbnes for offentligheden.

Det skal blandt andet undersøges med statiske beregninger, brandstrategi og arkitektrådgivning.

Målet er at bevare tårnets oprindelige ydre, mens indretningen tilpasses, så det kan blive et nyt oplevelsespunkt i Langå.

Forprojektet skal samtidig gøre det muligt senere at søge penge til selve ombygningen.