Fussingø-gruppens julemarked afholdes traditionen tro den sidste weekend i november. Og som sædvanlig har de frivillige hjælpere lagt alle kræfter i for at skabe rigtig julestemning i og omkring det gamle slot. Begge dage – 29. og 30. november – er der åbent i tidsrummet klokken 10-16.
Der bliver pyntet op med graner og kristtjørn, dekorationer, nisser og svævende engle i de store vinduer. Julelysene vil blafre, og i de højloftede stuer har 22 forskellige udstillere taget opstilling. Fra deres boder sælger de hjemmelavede kvalitetsvarer som juledekorationer, adventskranse, juletræer, keramik, trædrejning, pileflet, bagværk og chokolade.
Udenfor slottet står mandelvognen og sender liflige dufte af brændte mandler over området, og her kan også købes pyntegrønt og juletræer.
Der er også arrangeret en lille konkurrence med tilhørende gevinst for børnene, og i et af lokalerne er der indrettet et hyggeligt klipperum, hvor det lille juletræ kan pyntes og hvorfra børnene kan tage deres eget juleklip med hjem.
En del af salget går til Fussingø-gruppens arbejde med at vedligeholde slottet.