To udenlandske butikstyve anholdt

Østjyllands Politi modtog søndag eftermiddag en anmeldelse fra en person, der havde set to personer stjæle varer fra et større supermarked i det sydøstlige Randers.

En patrulje blev derfor sendt til Merkurvej, hvor tyveriet havde fundet sted. Her pegede personalet patruljen i retning af de to formodede gerningsmænd, som blev tilbageholdt på stedet.

De to personer blev identificeret som værende en 27-årig og en 41-årig mand, begge fra Belarus, og de blev herefter gjort bekendt med, at de var sigtet for butikstyveri.

De stjålne genstande, som havde en samlet værdi af godt 1000 kroner, blev leveret retur til butikken, mens de to mænd blev anholdt og taget med ind til nærmere afhøring på stationen.