Talentskole byder på magisk og gratis forestilling

Foto: Martin Gundesen

Det er gratis adgang, når Grundholdet på Randers Teaters Talentskole den 16. og 17. juni inviterer til den årlige afgangsforestilling. På scenen finder man 17 elever i alderen 16-30 år.

Årets forestilling har fået titlen ”Landet på den anden side” og er en eventyrforestilling fyldt med humor, spænding og magiske væsener. Den er skabt af instruktør, dramatiker og skuespiller, Lilje Windbirk, der har undervist holdet gennem hele sæsonen.

”Landet på den anden side” handler om Pigen Isalena, der bor alene med sin mor og aldrig har kendt sin far. Isalenas mor, er alvorligt syg og ligger på hospitalet. Fra sin sygeseng afslører moderen en velbevaret hemmelighed for Isalena – der findes en anden verden: Landet på Den Anden Side. Her bliver Isalenas far holdt fanget af den onde edderkoppekvinde Arakna, der har erobret magten i landet.
Isalena er udvalgt til at befri sin far og landet fra edderkoppekvinden og hendes sorte spioner.

Billetter til forestillingen er gratis, men skal hentes på Randers Teaters hjemmeside.