Syng med Signe og Svend Brinkmann

Foto: Randers Bibliotek

Randers Bibliotek inviterer fem par med relation til Kulturhuset til at vælge sange og synge for, når randrusianerne samles til fællessang under glaspyramiden på Hovedbiblioteket. I august er det bibliotekets Signe Winther Brinkmann, der synger for, og med sig har hun sin sølvbrudgom, Svend Brinkmann. Repertoiret indeholder personlige favoritter, årstidsklassikere og sange om kærlighed og venskab.

“Jeg har valgt ‘Fortabt er jeg stadig’, ‘Åbent hjerte’ og ‘You’ve got a friend’ – for jeg lever også sammen med min bedste ven,” siger Signe Winther Brinkmann, koordinator for teamet ‘Børn og Skole’ på Randers Bibliotek.

Signe og Svend mødtes gennem musikken for mere end 30 år siden, da Herning Gymnasium opførte den satiriske ‘Tiggeroperaen’. Hun sang, og han spillede saxofon. Svend Brinkmann er måske ikke kendt for at spille musik, men kan alligevel håndtere en del forskellige instrumenter – dog uden at excellere, ifølge eget udsagn.

Fællessang på Randers Bibliotek foregår onsdag den 26. august klokken 16.30 til 17.15. Det er gratis at være med, og man skal ikke tilmelde sig. Som sædvanlig er det biblioteksmusikant Peter Elmelund, der akkompagnerer på guitar.