Lørdag den 27. september klokken 9.30-11.30 kan børnefamilier komme med på en hyggelig, sjov og lærerig efterårstur i Naturpark Randers Fjord.
“Mange ved ikke, at vi i Naturpark Randers Fjord faktisk har vores helt eget vadehav ved udmundingen af fjorden, hvor man året rundt kan opleve blandt andet vadefugle og komme helt tæt på den særlige natur med lavvandede områder, som påvirkes af tidevandets bevægelser,” siger naturvejleder Maj Laurberg Jensen.
Hun hopper sammen med naturvejleder Maria Stenbye i gummistøvlerne og fører an på turen.
På turen kan man blandt andet høre om den særlige naturtype og om nogle af de mange dyr, man kan være heldig at se her.
“Præcist hvilke dyr og fugle vi ser, er selvfølgelig ikke til at vide på forhånd, men der er gode chancer for at spotte en spættet sæl eller ti i kikkerten, når de svømmer rundt eller tager en lur ude på sandbankerne. Med lidt held kan vi også se den prægtige havørn svæve rundt i luften,” siger Maj Laurberg Jensen.
Undervejs bliver der også tid til at lede med fiskenet efter krabber og andre smådyr i det lave vand.
Turen starter på parkeringspladsen ved Sødring Skydeterræn. Lange gummistøvler skal medbringes. Tilmelding skal ske senest torsdag den 25. september via www.randersnaturcenter.dk.