Solostemmer i Randers Kammerorkester

Til sæsonens første koncert på Værket fejrer Randers Kammerorkester det, som gør orkestret til noget helt specielt – nemlig orkestrets dejlige musikere. Der er nemlig sat intet mindre end ni solokoncerter på programmet. I nogle af værkerne spiller musikerne sammen to og to – i andre får de lov til at spille helt alene. Og de er hele tiden bakket op af deres kolleger i orkestret.

Det bliver en hel koncert med musik, hvor et af instrumenterne træder frem – også dem, der til daglig måske ikke kan høres i orkestrets samlede klang. Det gælder for eksempel fagotten og især bassen, der ellers mest er orkestrets pålidelige bund. Til denne koncert får begge instrumenter imidlertid lov til at stråle som solister – fuldstændig ligesom alle de øvrige instrumenter.

Koncerten finder sted på Værket onsdag den 23. september klokken 19.30.