Med 200 værker til sit navn var den tyske komponist Max Bruch ganske produktiv, men alligevel spilles de fleste af hans værker ganske sjældent i vores tid. En af undtagelserne er hans første violinkoncert, der til gengæld er en regulær hjørnesten i det klassiske violinrepertoire. Faktisk placerer den ham i selskab med giganter som Ludwig van Beethoven og Petr Tjajkovskij.
I sæsonens første Klub Klassisk på Randers Bibliotek fortæller Randers Biblioteks musikformidler Mik Stegger om Max Bruch og violinkoncerten på en måde, hvor alle kan være med.
Det foregår mandag den 26. januar klokken 16.00-17.30 i Kulturhusets sal. Arrangementet er gratis, og tilmelding foregår via Randers Biblioteks hjemmeside.
Klub Klassisk er Randers Biblioteks lytteklub for alle med en interesse for klassisk musik.