Er du mellem 17 og 26 år og har en passion for teater og scenekunst? Så er det nu, du har chancen for at blive en del af Talentlinjen på Randers Teaters Talentskole, med opstart september 2025 – et intensivt forløb for unge, der vil udvikle deres skuespillertalent i teatrets professionelle rammer. Ansøgningsfristen er den 27. maj, og optagelsesprøverne finder sted den 2. juni.
Undervisningen varetages af professionelle skuespillere og scenekunstnere og består af en ugentlig øveaften samt en weekend om måneden med gæsteundervisere, der hver især bringer nye faglige vinkler ind i undervisningen. Undervejs i forløbet ser eleverne mindst 8 professionelle forestillinger på Randers Teater og deltager i en studietur til København. Forløbet afsluttes med en stor afgangsforestilling, der produceres og spilles i en af Randers Teaters sale.
Optagelsesprøven foregår i en tryg og afslappet atmosfære og består af, at man spiller en kort scene, som man forbereder hjemmefra, samt en improvisation, der skabes på gulvet i samarbejde med holdets grundlærer. Der ligger tekstforslag på teatrets hjemmeside, til den tekst man skal forberede hjemmefra.
På Randers Teaters hjemmeside kan man læse mere om at gå på holdet og om, hvordan man tilmelder sig optagelsesprøven.