Randers på film – adventsgave fra Museum Østjylland

"Det store sæbekasse-derby i Randers” blev afviklet på Parkboulevarden i 1950. Foto: Randers Stadsarkiv

Adventssøndag den 30. november og de tre efterfølgende søndage åbner Museum Østjylland for en helt særlig adventsgave til byens borgere. På museets hjemmeside www.museumoj.dk bliver 18 af de allerbedste film fra museets filmskat etapevis gjort tilgængelige for alle.

”Filmene fortæller deres helt særlige version af de sidste 100 års Randershistorie og bringer os tættere på fortidens randrusianerne end noget andet medie. Vi kommer med til byens store begivenheder, og vi bliver inviteret indenfor i familiernes, institutionernes og virksomhedernes liv,” forklarer overinspektør Hanne Schaumburg Sørensen.

Blandt filmperlerne i adventsgaven er en reklamefilm i farver fra 1960’erne, hvor man følger en arbejdsdag på virksomheden Randers Rebslåeri, en jubilæumsfilm optaget i anledning af produkthandler Jørgen Bojes 75-års jubilæum i 1940 i Randers samt filmen ”Det store sæbekasse-derby i Randers”, der blev optaget i 1950.