DM-finalerne i beach handball vender tilbage til Randers.
Det sker lørdag den 21. juni i Tronholmparken, oplyser Randers Kommune.
Eventchef Mette Bertelsen glæder sig over, at finalerne endnu en gang kan opleves i Randers.
-Tronholmparken er som skabt til beach handball, og vi glæder os til at give både spillere og publikum en uforglemmelig dag med sport, oplevelser og fællesskab i centrum, siger hun.
Der er gratis adgang, og stævnet løber fra klokken 10 til 16.
Finalestævnet er arrangeret af DanskHåndbold i samarbejde med Randers Event og Randers Kommune.