Plads til færre tilskuere på Cepheus Park

Der er dømt forårspremiere for Randers FC, når Vejle Boldklub fredag aften kommer på besøg på Cepheus Park til et opgør i Superligaen.

Men det bliver med mindre kapacitet end i efteråret.

Randers Kommune, der ejer Cepheus Park, har nemlig modtaget et strakspåbud på dele af stadion, efter Beredskab & Sikkerhed har foretaget brandsyn på stadion.

Det er Randers FC nødt til at efterleve, og det betyder, at Vækst+ hjørnet lukkes resten af forårssæsonen, efter der er fundet afskallet brandmaling flere steder.

Udover der ikke må opholde sig tilskuere på pladserne, må publikum heller ikke færdes under området, lyder det.

Det er det nederste venstre hjørne, der er lukket resten af foråret.

Foruden Vækst+ hjørnet bliver alle rygezoner i Nord lukket midlertidigt. Det oplyses, at klubben arbejder på at finde alternativer.

Selvom påbuddet tages alvorligt, så er der ikke tale om nogen akut form for fare. Påbuddet sker udelukkende på baggrund af brandmæssige forhold, som i en teoretisk brandsituation kan have betydning.

Fredagens kamp mod Vejle Boldklub begynder klokken 19.00