Over 30 unge får job hos lokal Randers-virksomhed

Medarbejdermentor Carsten Bøgh, direktør Anne Mette Olesen og ny medarbejder Simon Lotzkat på Borups Services' pakkeri. Foto: Randers Kommune

Virksomheden Borups Service i Randers har i samarbejde med Ungdommens Uddannelseshus Randers ansat over 30 unge i lønnede timer.

De unge hjælper blandt andet med pakning og klargøring af ordrer på virksomhedens lager.

De første otte begyndte i juni, og flere er kommet til efter sommerferien.

Direktør Anne Mette Olesen oplever, at de unge hurtigt tager ansvar og bidrager med godt humør og ny energi.

Randers Kommune fremhæver samarbejdet som vigtigt for at få flere unge tættere på job og uddannelse.