Over 1300 elever lyttede

Generalsekretær for Røde Kors Anders Ladekarl talte fredag til eleverne på Social- og sundhedsskolen, Paderup Gymnasium og Randers Statsskole. Anledning er Røde Kors Landsindsamling søndag den 5. oktober.
Anders Ladekarl indledte med at pege på, at der aldrig før har været så mange krige og katastrofer i verden.

I foredraget kom eleverne tæt på mennesker og skæbner, som Anders Ladekarl har mødt på sine rejser til Ukraine, Gaza og Syd-Sudan. Midt i elendigheden illustrerede han med filmklip og fotos, hvordan Røde Kors frivilliges indsats redder menneskeliv og behandler sårede.

Klimabaserede katastrofer er et andet fokus for Røde Kors, og eleverne kom tæt på oversvømmelser i Malawi, sult og tørke i Etiopien osv.

Anders Ladekarl fortalte også om problemerne herhjemme i Danmark og lagde vægt på ensomhed, noget som 600.000 danskere oplever.
“Hver femte unge mellem 16 og 24 år oplever ensomhed, men unge kan gøre en kæmpe indsats ved at melde sig som lokal frivillig”, konstaterede han.

Rektor Allan Friis Clausen, Paderup Gymnasium overværede foredraget på skolen og udtalte bagefter:
”Det er vigtigt for os, at vores elever opnår en forståelse af de globale udfordringer, vi som mennesker står over for. Anders Ladekarls oplæg åbnede deres øjne for både de barske realiteter i verdens konflikter og katastrofer – og også det håb, som humanitær hjælp kan vække, og hvor eleverne selv kan være med til at gøre en forskel.”