Ny kampagne i Randers Kommune: Stop spritkørsel

Foto: Rådet for Sikker Trafik

Randers Kommune deltager i Rådet for Sikker Trafiks landsdækkende kampagne “Er du klar til et pust?”, der er en påmindelse til alle om at tænke sig om, inden de sætter sig bag rattet. Kampagnen løber i uge 26-30 og skal minde borgere om, at spritkørsel er et alvorligt problem – og at vi alle har et ansvar for at stoppe det.

Hver femte trafikdræbte mister livet i en spritulykke, og selvom danskerne generelt tager afstand fra spritkørsel, er udviklingen desværre stagneret. I 2023 steg antallet af dræbte og alvorligt tilskadekomne til henholdsvis 35 og 166 i spritulykker i forhold til året før, hvor tallet var 29 dræbte og 160 alvorligt tilskadekomne.

Derfor opfordrer kampagnen til, at man allerede inden festen tager stilling: Lad bilen stå, hvis du skal drikke alkohol. Hvis du alligevel skal køre, så hold dig til højst én genstand – og vær opmærksom på, at selv små mængder alkohol kan påvirke din evne til at køre sikkert. Har du gæster, så tilbyd en overnatning eller alkoholfri alternativer, så ingen føler sig presset til at køre hjem. Og vigtigst af alt: grib ind, hvis du ser en ven, der er på vej til at køre påvirket – det kan redde liv.