Ny indsatsplan skal sikre vandforsyningen

Randers Kommune skal sammen med Syddjurs, Norddjurs og Favrskov være bedre rustet til at håndtere kriser i drikkevandsforsyningen.

På et møde i dag skal Økonomiudvalget i Randers behandle en fælles beredskabsplan. Den skal sikre hurtig og koordineret indsats ved blandt andet vandforurening, strømsvigt og cyberangreb.

Planen betyder, at kommunernes medarbejdere kan hjælpe hinanden ved større forureninger, og at indsatsen organiseres samlet i de fire kommuner.

Beredskabskommissionen har allerede godkendt planen, som nu skal godkendes politisk ude i kommunerne.