Ny festival i Randers: NØK Fest bringer ungdommens musik til byen

Til NØK Fest den 6. september kan man blandt andet opleve August Høyen. Foto: Simon Roldsgaard

Den 6. september skaber en helt ny festival bølger i Randers, når NØK Fest for første gang åbner dørene på Jens Otto Krags Plads. Fra klokken 16.00 og otte timer frem kan festivalgæster forvente en dag fyldt med musik, fest og fællesskab – alt sammen skabt af unge mennesker fra byen.

Bag festivalen står en gruppe passionerede unge, der har arbejdet hårdt for at skabe en festival, de selv gerne ville opleve. “Vi ville lave en festival, hvor vi kunne være os selv, opdage ny musik og være sammen med andre, der deler samme interesse for kulturen i Randers,” fortæller Tilde Jepsen Dreier, en af arrangørerne.

Musikken på NØK spænder bredt. Fra jazzede toner med De4Maver og minimalistisk hiphop fra Morice til den feministiske rapgruppe Skammerens Døtre. Publikum kan også nyde den sommerlige indie-pop fra Univers, mens hovednavnet, August Høyen, sørger for en følsom afslutning med sin danske popmusik. Festivalens sidste akt, Von Quar, vil sætte gang i festen med deres energiske poprock.

“Det, der gør NØK særligt, er, at festivalen er drevet af unge, og vi har virkelig haft muligheden for at forme den, som vi selv ønsker det,” siger Anastasia Steffensen, der også er medarrangør.

Festivalen er ikke kun for musikelskere, men for alle der ønsker at være en del af noget nyt. Der vil også være kreative aktiviteter, så alle kan være med til at skabe festivalens stemning.