Nu kan alle skolebørn få hjælp til fritidsaktiviteter

Foto: Randers Kommune

I nogle familier kan det være svært at prioritere økonomi og energi til en fritidsaktivitet. Men nu er der hjælp at hente på alle kommunens folkeskoler. Med Fritid For Alle-indsatsen kan børn og deres forældre få støtte til at finde den rette fritidsaktivitet – og til at få en tryg start.

Hobrovejens Skole har været med, siden Fritid For Alle-indsatsen startede for tre år siden. I den tid har tovholder og pædagogfaglig leder Hanne Lise Paysen hjulpet omkring 40-50 elever godt i gang i en forening.

“Når lærere eller pædagoger ude i klasserne opdager, at et barn ikke går til noget i fritiden – selvom barnet gerne vil – tager de fat i mig. Så hjælper jeg med at finde den rette forening til barnet og støtter familien med det, de måske har brug for hjælp til. Det kan fx være økonomisk støtte, social støtte eller hjælp til at udfylde en ansøgning,” fortæller hun.

Som tovholder er Hanne Lise bindeled mellem skolen og de foreninger, der er en del af Fritid For Alle. Sammen sikrer de, at opstarten bliver så tryg og overskuelig som muligt – både for barnet og for familien.

“For nogle børn kan det være svært at starte i en forening, især hvis de ikke kender nogen i forvejen. Her gør foreningerne en stor indsats for at tage godt imod, samtidig med at der også er frivillige, som kan følge barnet til og fra fritidsaktiviteterne de første par gange. Det er noget helt unikt for indsatsen her i Randers,” siger Hanne Lise.

Da Fritid For Alle startede op, var der fem skoler med i indsatsen, men på bare få år er alle 20 folkeskoler i kommunen nu kommet med. Målet er klart: At få flere børn med i fritidslivet – fordi det har stor betydning for trivslen.