Første oplag af bogen Randers Havns kulturarv blev revet ned af hylderne. Bogen fortæller historien om Randers Havn, der i århundreder var omdrejningspunktet for livet i Randers.
Nåede du i efteråret ikke at få fingrene i bogen om Randers Havn, har du nu chancen igen. Den populære udgivelse er nemlig tilbage på hylderne på Museum Østjylland og på Randers Stadsarkiv, hvor man kan hente et gratis eksemplar i museets og arkivets åbningstid.
Kaster lys over havnens historie
De kommende år kommer havnen til at forandre sig voldsom, når den velkendte erhvervshavn skal omdannes til et bykvarter med en helt ny identitet – men med respekt for rødderne i fortiden.
Bogen Randers Havns kulturarv er et vidnesbyrd om en æra for Randers Havn, der nu lakker mod enden.
”Havnen har gennem århundreder været forbindelsesled mellem byen og omverdenen og en vækstfaktor for byen. Havnen er derfor en vigtig del af byens rum, identitet og kulturarv, og bogen om Randers Havns kulturarv kaster lys over havnens lange historie og mange kulturhistoriske værdier,” siger arkivleder på Randers Stadsarkiv, Tina Knudsen Jensen.