Igen i år er der frem til jul skruet op for julehyggen på Museum Østjylland.
I år inviterer museet indenfor i en lille hyggelig nisse-pop-up-udstilling med julede, kreative og sjove aktiviteter. I de mange dage frem til jul – faktisk helt til efter nytår – kan store og små her klæde sig ud, lave krea og lære mere om nisserne og deres hemmelige verden.
”I gamle dage fandtes der alle mulige slags nisser: Arkivnisser, sætternisser, postnisser og høkernisser. Hvor de boede, og hvordan de opførte sig, har været meget forskelligt, og det fortæller museet om i den lille udstilling,” fortæller museumsinspektør Lisette Berg Andersen.
I den lille nisse-pop-up-udstilling kan museets gæster også lave deres egen lille nisse. Museet har nemlig fået trykt den lille og meget gamle Lundbye-nisse som en fin skabelon, som de besøgende kan kreere deres egen personlige nisse ud fra.
En af de mest populære traditioner på Museum Østjylland er det årlige besøg af museumsnisserne, der hvert år flytter ind på museet og laver ballade. Besøgende kan igen i år gå på jagt efter de små drilske museumsnisser.
Julen skydes i gang torsdag den 27. november klokken 16-20 på Museum Østjylland, Kulturhuset, hvor museet holder ekstraordinært aftenåbent. Der er fri entre, og herefter er der åbent frem til søndag 4. januar.